Biblen fra Budolfi Kirke, Aalborg

Denne bibel fra Budolfi Kirke, Aalborg Domkirke, kom ind på grafisk værksted på grund af store skader på bindet. Biblen lægges frem på alterbordet hver søndag til gudstjenesten, og derefter lagt tilbage i en tyverisikret brandboks. Idet biblen håndteres jævnligt var det nødvendigt at stabilisere biblen. I bindets opslag har Hendes Majestæt Dronningen og de øvrige medlemmer af kongefamilien skrevet deres signatur, når de har besøgt domkirken.

Budolfi forside før. Billede 1

Bibel indbundet i svineskind

Biblen er indbundet i 1943 af bogbinder Christian Færgemann, Aalborg. Biblen er en faksimileudgave af Chr. III bibel fra 1550. Bogbinderens signatur ses i nederste kant i bagerste perm.

Falsen var revnet og skindet på ryggens top og bund manglede. Skindet var generelt meget slidt og spaltet.

Konservatoren undrede sig over, at bindet var så slidt, som det var. En analyse viste, at bogbinderen har valgt svineskind som indbindingsmateriale, og at kun et indlagt kors var af brunt kalveskind. Indbindingen er udført under 2. verdenskrig, og at der er valgt den mindre holdbare svineskind fremfor ged eller kalv til så vigtig en indbinding, skyldes sandsynligvis at bogbinderen har haft svært ved at fremskaffe skind af tilstrækkelig god kvalitet.

Skaderne på toppen af ryggen, og revnen i falsen.

Toppen af ryggen og fals efter restaurering med indfarvet kalveskind beregnet til konservering af bogbind. Det indfarvede læder er lagt ind under den originale indbinding, så intet af denne går tabt. Ridserne i skindets overflade er kosmetiske og er ikke behandlet.