Stillingsopslag - malerikonservator til projektansættelse

Bevaringscenter Nord søger en malerikonservator til 1 ½ års ansættelse. Forlængelse kan blive en mulighed. Har du lyst til at arbejde med varierende og spændende arbejdsopgaver i et tværfagligt og godt arbejdsmiljø, så er jobbet måske noget for dig?

Bevaringscenter Nord er en selvejende institution, som har til formål at yde bevaringsfaglig bistand til museer og andre kulturbevarende institutioner i Nordjylland. Desuden arbejder vi for kunder uden for museumsverdenen, som fx kirker, institutioner og private. Bevaringscenteret har fem faglige afdelinger: Grafisk konservering, trækonservering, kulturhistorisk/arkæologisk konservering, monumental konservering og maleri/farvelagskonservering. Læs mere om os på www.bcnord.dk.

Tæt fagligt samarbejde med kolleger

Vi er 10 medarbejdere, der arbejder i tæt dialog med hinanden. Stemningen på arbejdspladsen er åben og uformel, og vi går meget op i at bevare et højt fagligt niveau i vores arbejde. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med værkstedets øvrige malerikonservatorer, som du har mulighed for at sparre fagligt med.

Varierende arbejdsopgaver

Vi søger en person, som har lyst til at arbejde med konservering/restaurering inden for malerikonserveringsfagets samtlige discipliner. Vores kundegruppe er meget bred, og du vil derfor komme til at arbejde med både kunst, kirkelige og andre historiske genstande såsom malerier og polykrome genstande. Arbejdsstedet er hovedsageligt bevaringscenteret, men der skal påregnes perioder med skiftende arbejdssteder både i og udenfor regionen. Vi ved allerede nu, at der en opgave i efteråret, som kræver overnatning med diæter i en 2-4 ugers periode. 

Malerikonservator med et godt håndelag og gode samarbejdsevner

Vi søger en imødekommende og positiv malerikonservator, som er uddannet bac.scient.cons. eller cand.scient.cons. fra Det Kongelige Akademi eller tilsvarende.

Du skal kunne arbejde selvstændigt og kunne udføre arbejdsopgaver af høj faglig kvalitet samt udføre det fornødne dokumentationsmateriale i forbindelse med opgaver fra både museer og eksterne kunder. Samtidig er du åben for samarbejde og dialog på tværs af værkstedets faglige retninger. Desuden er du struktureret, god til at bevare overblikket, og sætter en ære i at overholde aftaler med såvel kunder som dine kolleger. Det er et krav, at du har kørekort til bil eller er villig til at tage det umiddelbart efter ansættelsen.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst for området. Arbejdstiden er 37 timer ugentlig. Vi tilbyder mulighed for sundhedsforsikring. Er du interesseret og har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Hanne Billeschou Juhl på 9829 2455 eller hbj@bcnord.dk. Send din ansøgning og dit CV til samme e-mailadresse senest den 16. maj 2021. Tiltrædelse er den 1. juni eller efter aftale.

Bevaringscenter Nord har til huse i store, velindrettede lokaler i det naturskønne Hammer bakker beliggende i Vodskov. Vodskov er en mindre by ca. 12 km nord for Aalborg.  Motorvej E45 og busser går næsten lige til døren, og der er cykelsti mellem Aalborg og Vodskov. Aalborg er Danmarks fjerdestørste by. Byen er en universitetsby med et rigt og alsidigt kulturliv. Byen byder bl.a. på Nordkraft, Musikkens Hus, Nordjyllands Historiske Museum, Kunsten, Utzon Centeret samt diverse cafe- og udelivssteder og meget mere.