Gennemgribende restaurering af Tinghuset i Fjerritslev

Tinghuset i Fjerritslev gennemgik i 2014 en gennemgribende renovering. Bevaringscenter Nord var inddraget fra projektets start og udarbejdede bl.a. istandsættelsesforslag med henblik på at tilbageføre Tinghuset til dets oprindelige udtryk med fine bygningsdetaljer. Arbejdet blev udført i samarbejde med arkitekt Søren Kibsgaard.

 

Foto af Per gregersen Retssalen 12 sep 2014 lysekroner netop opsat (2)

Projektet

Bevaringscenter Nord udførte flere større eller mindre delprojekter, eksempelvis farvearkæologiske undersøgelser på husets indvendige bemalede træværk, fremdragning og rekonstruktion af dekorationer i retssalen, rengøring og polering af træpaneler og -døre i retssalen, reparation af mosaikgulv ved indgangspartiet og restaurering af to store metallysekroner.

I retssalen var oprindeligt et stort, hvælvet loft og farverige dekorationer i skønvirkestil på væggene samt mørke, blankpolerede træpaneler og -døre.

I 1970’erne blev loftet sænket og gjort plant, hvilket skjulte og delvist ødelagde dekorationerne. Vægdekorationerne som var delvist overmalede med plastikmaling blev fremdraget, hvorefter dekorationerne blev renset og retoucheret til et niveau, hvor de fremstod i harmoni med helheden og originaliteten. Hvor dekorationerne på grund af bevaringstilstanden ikke kunne afdækkes, blev der foretaget rekonstruktion – også her med respekt for det historiske udtryk. En stenpille med Justitia-hoved under retssalens største dekoration (symbolet for Hanherred – en hane), som tillige stod overmalet, blev også afdækket, renset og påført regenererende og beskyttende olie.

Salens træpaneler og -døre blev grundigt rengjort og poleret, og de bortgemte lamper, som oprindeligt havde hængt i retssalen, blev rustbehandlet, rengjort og fik nye fatninger inden genophængning i retssalen.

Plastmalingen som dækkede vægdekorationen er her fjernet. Før retouchering.

Retouchering af vægdekorationer.

Mosaikgulv efter restaurering.

Justitia udhugget i sten. Detalje fra retssalen. Efter afrensning af plastikmaling.