Bevaringscenter Nordjylland Bevaringscenter Nordjylland ForsideExtranet login

Brøndums spisesal restaureres

Udsnit af Brøndums spisesal med vægpaneler, bord og 10 stole, som restaureres af Bevaringscenter Nordjylland. Foto Skagens Museum.

 

Skagens Museum modtog i efteråret 2008 to store bevillinger fra VELUX FONDEN og Kulturarvsstyrelsen til restaurering af Brøndums spisesal, der er et enestående kunstværk ikke bare i dansk, men også i international sammenhæng. Projektet har også modtaget støtte fra Kulturarvsstyrelsens ENB-pulje (Enestående National Betydning).

 

Bevillingerne skal anvendes til konservering af 20 af de malerier, der hænger i salen samt loftet og træpanelerne med tuschtegninger af Thorvald Bindesbøll. Desuden restaureres spisesalens møblement. Arbejdet i spisesalen begyndte mandag den 5. oktober og udføres af medarbejdere fra Bevaringscenter Nordjylland i Vodskov og Fælleskonserveringen i Århus.

 

En stor del af konserveringsarbejdet vil kunne følges af museets gæster, idet arbejdet med panelerne og enkelte malerier kommer til at foregå i museet.

 

Konservering af malerierne og restaurering af møblerne er færdig til januar 2010, så når museet åbner igen den 30. januar - efter at have holdt lukket i januar - kan man opleve det færdige resultat.  

 
Rammen om kunstnernes sociale samvær

 

Brøndums spisesal blev designet af arkitekterne Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll i 1891-92 i forbindelse med den første udvidelse af Brøndums Hotel. På maleren P.S. Krøyers opfordring blev hotelejer Degn Brøndums malerisamling føjet ind i udsmykningen. Kunstnerne, som besøgte Brøndums Hotel, havde gennem årene foræret portrætter af hinanden til Degn Brøndum. Disse portrætter blev placeret i en frise under loftet i spisesalen. I slutningen af 1800-tallet dannede spisesalen rammen om kunstnernes sociale samvær. Det var her de mødtes for at diskutere, spise og feste.

 

Ved stiftelsen af Skagens Museum i 1908 blev det besluttet, at spisesalen i sin helhed skulle overflyttes til det kommende museum. Den nye museumsbygning stod færdig i 1928, men spisesalen blev først flyttet i 1946, idet Degn Brøndum ønskede at bevare spisesalen på Brøndums Hotel, så længe hans søskende levede.

 

Under besættelsen blev alle spisesalens malerier fjernet og gemt, idet de tyske tropper benyttede salen til gymnastik. I forbindelse med overflytningen til museet i 1946 blev malerierne genmonteret, og i dag indgår Brøndums spisesal som en central del af Skagens Museum.

 

Filiz Kuvvetli fra Fælleskonserveringen rengør spisesalens loft, mens Ole Jespersen fra Bevaringscenter Nordjylland arbejder på vægpanelerne. Foto Skagens Museum.

 


Restaurering af vægpanel. Foto Bevaringscenter Nordjylland.

 


Pascal Faudot fra Bevaringscenter Nordjylland arbejder med vægpanelerne. Foto Skagens Museum.

 

Accepter cookies

Som de fleste andre hjemmesider bruger bcnord.dk cookies blandt andet til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet og til at optimerer hjemmesiden for både dig og andre brugere.