På Bevaringscenter Nordjylland ledes træværkstedet af Pascal Faudot, der er uddannet møbelsnedker og møbelrestaurator i Frankrig.
Pascal har stor erfaring med restaurering af alle møbeltyper fra simple massive til rigt dekorerede og prestigefyldte. Han har arbejdet med forskellige tidsperioder og ved otte års ansættelse hos den anerkendte møbelrestaurator Jean-Francois Roehrig i Antibes har Pascal specialiseret sig i træintarsia, Boulleintarsia samt gravering. Fra ansættelse i Nationalmuseets bevaringsafdeling har Pascal Faudot desuden erfaring med restaurering af træinventar i kirker.
Med stor respekt for vore forfædres arbejde anvender vi de samme teknikker og materialer, som blev brugt i den periode, hvor møblet oprindeligt blev fremstillet. En vellykket restaurering af et møbel skal ikke kunne ses. Det er netop med det formål, at vi står til rådighed med vores viden og erfaring indenfor møbelrestaureringsfaget.
Et godt tillidsforhold mellem kunde og håndværker er vigtig, idet ældre møbler ofte er forbundet med stor affektionsværdi – en værdi, der måske overgår møblets markedsværdi. På Bevaringscenter Nordjylland ser vi det som vor fornemste rolle at bevare arven fra vore forfædre og om nødvendigt restaurere nænsomt og kompetent, så også kommende generationer får mulighed for at opleve tidligere tiders dygtige håndværk og viden. |